Aalborg

8,8 millioner til elge og krondyr

Lille Vildmosecentret får mærkbar støtte til ny nordjysk attraktion

Arkivfoto
Arkivfoto

Opdateret kl. 16:55

AALBORG: Aalborg Kommune og Lille Vildmosecentret har modtaget en uddeling på 8,8 mio. kr. fra Nordea-fonden til at skabe en helt ny og spændende type formidling af de største dyr i den danske natur.

- Lille Vildmosecentret får med Nordea-fondens støtte en enestående mulighed for at formidle indsigt i og forståelse for naturens processer, siger Bo Gregersen, centerleder ved Lille Vildmosecentret, og fortsætter:

- Med denne uddeling kan vi på centret etablere og udvikle nye publikumsfaciliteter i form af en interaktiv udstilling, web-baseret formidling, udsigtstårne med lærings- og hands-on-installationer og stiforløb med oplevelser og overraskelser. Det bliver en helt ny nordjysk attraktion.

Vilde elge i 2016

For første gang nogensinde i Danmarkshistorien udsættes der i 2016 elge i den danske natur. Langt den største del af området ejes af Aage V. Jensen Naturfond, som sammen med Aalborg Kommune står bag udsætningen af krondyr og elge.

- Vi udsætter de store dyr som naturplejere, udtaler direktør Anders Skov fra Aage V. Jensen Naturfond.

- Elgen er velegnet til sammen med krondyrene at hindre at mosen gror til med pil og birk. Med sin størrelse og sin levevis, kan elgen indgå som en del af mosens pleje og som en dynamisk del af økosystemet. Elgen vil bidrage til større biodiversitet og desuden til helt nye naturoplevelser, siger naturfondens direktør.

En øjenåbner for naturen

Nordea-fondens direktør Henrik Lehmann Andersen siger om støtten på 8,8 millioner kroner, at den forhåbentligt kan komme til stor gavn for naturen og de, der skal lære om den.

- Mødet med den oprindelige, vilde danske natur bliver en øjenåbner for mange. Det vil helt sikkert styrke vores forståelse for og fascination af naturen.

Hans Henrik Henriksen, Rådmand i By - og Landskabsforvaltningen, Aalborg Kommune, glæder sig også over uddelingen.

- Lille Vildmose er et unikt naturområde med sin egen dynamik. Med Nordea-fondens uddeling kan der skabes en formidling, hvor brugerne får mulighed for at få kendskab til og indsigt i, hvad området kan give af smukke oplevelser.

Det glæder desuden Aalborg Kommune, at det igangværende LIFE-projekt, som er et samarbejde mellem Aage V. Jensen Naturfond, Naturstyrelsen, Lille Vildmosecentret og Aalborg Kommune, får et yderligere løft på formidlingsområdet med uddelingen fra Nordea-fonden.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden