8. JESPER GRØNKJÆR

12. august 1977. Højde: 1,87 meter. Vægt: 73 kg. Klub: Chelsea. Tidligere klubber: AaB, Ajax. Titler: Mesterskab: AaB (1995), Ajax (1998) Pokalmester: Ajax (1998, 1999). Landskampe: 46 (23 sejre, 12 uafgjorte, 11 nederlag). Mål: 4.

Jesper Grønkjær fik en skrækkelig debut på landsholdet, da han mod Italien i Parken i 1999 kostede et mål efter en tilbagelægning over en halv bane første gang, han rørte bolden. Siden har Grønkjær rejst sig, og han har udviklet sig til at være en af landsholdets stjernenavne. Fra AaB gik det til Ajax og videre til Chelsea, hvor Grønkjær under russeren Roman Abramovichs' herredømme og indflydelse har opnået rigelig med spilletid. Grønkjær er med sit antrit, sine ryk og sine driblinger til fare for enhver forsvarer i international topfodbold. På landsholdet er han en af Morten Olsens foretrukne spillere i 4-3-3-systemet, som han kender fra Ajax. Jesper Grønkjær overvejer i øjeblikket, om karrieren skal fortsætte i Chelseas milliardtrup, eller han skal prøve en ny klub i et nyt land.