80.000 kr. uddelt til gode formål

25.000 kr. til skibsbevaringsprojektet "HG 159 Johannes Hejlesen" fra Spar Nord Fonden

Svømning 3. juni 2003 08:00

HIRTSHALS: Ronny tryllede en levende hvid due frem, da han blev medvirkende i den Peter Pan-forestilling, som blev vist i Spar Nord Banks lokalafdeling i går formiddag. Det var Kenneth Baun fra Vejle, som var Peter Pan, og anledningen var Spar Nord Banks 75 års jubilæum, der blev markeret hele dagen. Der var kagemand til slikmundene, og Fiskeholdet serverede en kombination af laks og lange samt fiskefrifadeller for de mange, der kiggede indenfor. Midt på eftermiddagen blev der uddelt 80.000 kroner til forskellige foreninger. - Vi synes, at der er så mange gode projekter, så dem vil vi gerne tilgodese i forbindelse med vort jubilæum, fortæller direktør John S. Kristensen, Spar Nord Bank, der også hedder Lokalbank Hirtshals. Han delte pengene ud sammen med auktionsmester Knud Damgaard, som er formand for lokalbankrådet. Giveren var Spar Nord Fonden. Skibsbevaringsprojektet "HG 159 Johannes Hejlesen" fik 25.000 kr., og der var 10.000 kr. til Hirtshals Fiskehold. Hirtshals Musikforening og Hirtshals Kommunale Musikskolens talentudvikling fik hver 7500 kr. Og så var der seks andre modtagere, som hver fik 5000 kr. Det var ungdomsafdelingen i Hirtshals Badmintonklub, Svømmeklubben Nejst, ungdomsafdelingen i Hirtshals Boldklub, Nordsøgarden, juniordafdelingen i Hirtshals Sportsdykkerklub samt ungdomsafdelingen i Horne KFUM. Nordsøgarden spillede i Jørgen Fibigersgade, og der var forskellig anden musikalsk underholdning i pengeinstituttets lokaler. Peter Pan fortsatte også med at underholde de yngste årgange, bl. a. med et ballonshow. For øvrigt er fiskeriforvaltningen og andre servicefunktioner netop flyttet ned fra førstesalen til de øvrige medarbejdere i stueetagen i Spar Nord Bank, som har 21 ansatte. Det er godt 20 år siden, at de nuværende lokaler blev taget i brug. Sparekassen for Hirtshals og Omegn, som jubilaren oprindelig hed, blev 1. januar 1989 fusioneret med Sparekassen Nordjylland. Den er nu en af lokalbankerne i Spar Nord Bank.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...