Børglum

80 år

¤Poul Aagaard, tidligere gårdejer, Nattergalevej 1, Løkken, fylder torsdag 80 år. Poul Aagaard boede et halvt århundrede på fødegården ”Høngård” i Børglum. Som den yngste af ni søskende, drev han gården videre, da forældrene gik på aftægt. Da det så ikke længere var rentabelt at drive de små landbrug, flyttede Poul til Løkken, her blev han ansat som kirkegårdsgraver ved Løkken og Furreby Kirke. De næste 20 år rodfæstede Poul sig i Løkken, hvor han dagligt lige skulle ned og have en snak med fiskerne og fornemme vinden og havet. Det var derfor helt naturligt, at Poul som efterlønner, blev engageret i spillet, der trækker bådene op. Poul og hans daværende hustru købte sommerhus i Furreby og flyttede til Vrå i lejlighed. Men livet i Vrå blev aldrig det samme som Løkken, og da Poul blev enkemand, besluttede han sig for permanent at flytte i sommerhuset i Furreby. Poul er meget engageret i det, der foregår omkring ham. Han er meget fremsynet og han dvæler ikke ved fortiden. Poul Aagaards største interesse er sport. Tidligere spillede han selv fodbold, og der sendes ikke en fodbold- eller håndboldkamp han ikke ser på tv. En af hans nye interesser er at rejse sammen med sin veninde, og de har været vidt omkring både indenlands og udenlands indenfor de sidste år. Poul er altid meget gæstfri og sammen med familie og venner fejres fødselsdagen på Løkkens VejKro.