Vårst

80 år

¤ Bodil Jensen, Møllevej 11 E, Aars, fylder torsdag 80 år. Bodil Jensen er opvokset på en gård i Vårst med tre brødre og en søster. Opvæksten bar præg af at hedes far døde i en ung alder, og hendes mor stod tilbage med en gård og fem børn. For at få det hele til at hænge sammen måtte alle hjælpe til på gården. Hun havde da den store lykke at blive sendt på højskoleophold på Antvorskov ved Slagelse, en stor og dejlig oplevelse for livet. Hun kom på husholdningsskole i Aalborg, for at være rustet til at komme ud at ¿tjene¿ som ung pige i huset. I 1953 blev hun gift med Svend Jensen, som var fra Vårst. De byggede hus på Skomagerbakken, og her kom den første dattte Dorte til verden året efter. I 1957 solgte de huset og flyttede til Aars, hvor de købte et gammelt øldepot, som de lavede om til en frugt og grønt forretning. Bodil Jensen passede butikken mens hendes mand tog ud for at mure. I 58 kom så den næste datter Lone så til og i 61 fik de så sønnen Morten. Bodil Jensen har altid været en arbejdsom kvinde, som ikke har skånet sig selv. Hun afhændede forretninge for godt 20 år siden. Men fortsatte i flere år med at hjælpe sin mand med at binde kirkegårdskranse. Bodil Jensen mistede sin mand i november 05, inden han døde tilbragte han ca. halvandet år på plejehjemmet Solvang. i den periode svigtede hun ikke en dag med besøg. Selv om hun fysisk er svækket af gigt og dårlige knæ bruger Bodil Jensen meget tid på at bage, hun bager mange småkager til venner og børn. Ellers bruger hun tiden til at læse og gætte kryds og tværs. Hun er meget sports interesseret, hun ser fodbold og håndbold i fjernsynet, og kender stort set alle spiller i den danske liga.