EMNER

80 år

¤Tove Lindbo Larsen, fhv. socialdemokratisk kirke- og grønlandsminister, fylder torsdag 80 år. Tove Lindbo Larsen sad i Folketinget i sammenlagt 22 år. I 1981-82 kronede hun sin politiske karriere som kirkeminister og minister for Grønland i Anker Jørgensens sidste socialdemokratiske regering, før Poul Schlüter begyndte over 10 års borgerligt styre. Hun blev i 2002 formand for Forhenværende Folketingsmedlemmers Forening i stedet for den da 103-årige redaktør Erik Finnemann Bruun. Tove Lindbo Larsen uddannede sig i 1951 som husholdningslærer på Suhrs Seminarium. Så blev hun lærer i Mariaforbundets husholdningsskole, siden arbejdede hun som diætkonsulent ved Rigshospitalets børneafdeling, var seminarielærer på Zahles Seminarium og fungerede i 16 år ved flere sygeplejeskoler. I 1953 meldte Tove Lindbo Larsen sig ind i Socialdemokratiet og var fra 1972 til 1981 det eneste kvindelige bestyrelsesmedlem i FDB. Fra 1973 til 1979 var hun formand for Husholdningslærerforeningen. I 1971 kom hun i Folketinget for Socialdemokraterne. Parallelt med sin politiske karriere har hun været formand for Pensionisternes Samvirke og for Ernærings- og Husholdningsøkonomforeningen og medlem af Monopolrådet. Fra 1998 til 2002 sad hun i Den Centrale Videnskabsetiske Komité. /ritzau/