80 år

Preben Ott

Preben Ott

¤ Preben Ott, lærer, Esbjergparken 77, Aalborg, fylder mandag 80 år. Han kom som ganske ung lærer i 1950 fra København til Aalborg, hvor han blev ansat ved Kjellerupsgades Skole. Her var han lærer indtil 1977. Efter nedtrapning af den gamle skole blev Preben Ott ansat på Tornhøjskolen, hvorfra han blev pensioneret i 1991. Preben Ott har været meget involveret i Aalborgs sportsliv som badmintonspiller og leder i den daværende Aalborg Badminton Klub (AaBK). Fra 1954 til 1958 var han formand i AaBK, og fra 1973 til 1985 var han formand i sammenslutningen abc Aalborg. Han har også været redaktør af badmintonklubbens medlemsblad abc-Nyt og er stadig aktiv spiller.