Farsø

80 år

¤Svend Åge Andersen, Svalevej 16, Farsø, fylder lørdag 80 år. Svend Åge Andersen er født i julen 1930 i Vannerup. Som ung tjente han på forskellige gårde i Vesthimmerland, indtil han i april 1958 købte gården i Hestbæk. Han blev gift med Grethe, og de fik sammen tre døtre. Svend har passet gården på Bispevej og tog også ud for at hjælpe andre med at sprøjte deres marker og med at høste. Grethe og Svend solgte gården i 1992 og købte huset på Svalevej i Farsø, hvor de stadig bor. Svend bruger i dag meget tid på haven og i sit drivhus. Bowling er også en meget stor interesse, og ikke mindst bankospil står hans hjerte nært - han spiller meget gerne et par gange om ugen. Børnebørnene går han også meget op i. Grethe og Svend har tre døtre, to svigersønner og ni børnebørn samt fire oldebørn. Fødselsdagen fejres søndag sammen med familie og venner.