Mosbjerg

80 år

Ejvind Madsen

Ejvind Madsen

¤Ejvind Madsen, Baggesvognsvej 20, Sindal, fylder i dag 80 år. Ejvind Madsen er født og opvokset i Sindal, men mistede allerede som otteårig sin mor. I sin skoletid havde han fritidsjob hos en vognmand, og efter konfirmationen fik han plads på landet. Der lå fem gårde ved siden af hinanden, og Ejvind Madsen tjente på fire af dem - otte år på hvert sted. Herefter kom han til en gård i Mosbjerg, hvor han også var i otte år, så han fik præmie fem gange for lang og tro tjeneste. Senere fik han arbejde på Sindal Teglværk, hvor han også var i otte år. I 1950 var Ejvind Madsen soldat på Sjælland på Høvelte Kaserne. Han sagde nej til et tilbud om at fortsætte ved militæret, for han ville tilbage til arbejdet i landbruget. Huset, Ejvind Madsen bor i, købte han i 1962 til sin far, så han havde et sted at være på sine gamle dage. Faderen blev 88 år. Ejvind Madsen har spillet fodbold og håndbold i Sindal i 36 år som målmand, og især håndbold var hans store interesse, indtil han måtte stoppe efter at have brækket en finger og revet en skulder af led. Han har også været med i Sindal Skytteforening. I dag kommer Ejvind Madsen i Sindal Dagcenter to gange om ugen, hvor han deltager i bl.a. gymnastik, bankospil, sang og hygge. Der er han meget glad for at komme, for der er gode venner og nogle at snakke med og mindes gamle dage sammen med. Ejvind Madsen fejrer fødselsdagen hjemme.