80 år
¤Eigil Sørensen, Brovej 12b, Arden, fylder torsdag 80 år. Eigil er stadig i fuldt vigør. Han arbejder på Rold Skov Savværk, hvor han holder de udendørs områder. Huset og haven derhjemme bliver passet og plejet, og drivhuset leverer hver sommer de dejligste tomater og agurker. De fem børn nyder godt af hans energi, da han her giver en hjælpende hånd, når der er brug for det. Det gælder både med havearbejde og pasning af børnebørn. Er der naboer og venner, som har brug for en rask hånd, tager han også fat her. Eigil og hustruen Stinne har en stor bekendtskabskreds, som de holder god kontakt med. De har ofte gæster, er på gæstevisit og tager gerne på ture med venner og bekendte. Når Eigil motionerer, er det cyklen, som tages frem, og så går turen rundt i omegnen, gerne med et lille besøg og en snak hist og her. Han læser mange bøger, og den daglige avis, som deles med et vennepar, er en uundværlig kilde, når han skal følge med i, hvad der sker i verden og i nærområdet. Fødselsdagen fejres med børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.