80 år

Lis Rasmussen

Lis Rasmussen

¤Lis Rasmussen, Kastanjevænget 3B, Hvidbjerg, fylder fredag 80 år. 80 år nås af nogle mennesker med helbredet intakt. Andre når de 80 med besvær og imod lægernes forudsigelser. Det sidste forløb har Lis Rasmussen, Hvidbjerg, været igennem. Hun blev født i Hvidbjerg, hvor hun blev det andet barn hos cykelhandler Nicolaj Sørensen på hjørnet af Nørregade og Frederiksgade. Lis fik præliminæreksamen i Hvidbjerg, blev apoteksassistent i Århus og havde en række gode arbejdsår bl.a. i Holte ved København, før en række operationer satte stop for det gode helbred. I 1960'erne vendte Lis Rasmussen tilbage til Hvidbjerg med sønnen Henrik. Hun havde nu i en årrække en række mindre jobs, senest som arkivar for det lokalhistoriske arkiv på Thyholm. Få kender Thyholms historie så godt som Lis. Få ældre har et så stort netværk, som ikke alene er familie, men mennesker, der gennem årene har nydt at komme forbi og få et råd eller en snak om stort og småt i livet. Det kan Lis stadig, selv om hun for et par år siden flyttede i beskyttet bolig på Kastanjevænget, og de fysiske kræfter, nu på grund af knogleskørhed, er mindre. Interessen for sin omverden har hun stadig, og hun følger levende med i, om ikke finanskrisen denne gang løses bedre end i 1929, da hun blev født. Lis, som har sønnen Henrik, svigerdatteren Dorthy og tre børnebørn i København, fejrer dagen under private former.