EMNER

80 år

Else Jensen

Else Jensen

¤Else Jensen, Kastanievej 9, Dronninglund, fylder lørdag 80 år. Else er født og opvokset på en ejendom ved Serritslev som den ældste i en søskende flok på to. Efter skolegang blev det til ophold på Halvorsminde Ungdomsskole og Vallekilde Højskole på Sjælland, hvor det særlig var gymnastikken, der var i fokus. I dag går Else til gymnastik ugentligt, om end det måske er i en anden stil. Else har været i landbruget siden ungdommen. Det var også her, hun mødte Søren. De giftede sig i 1956 og købte et landbrug, som de drev sammen, indtil de flyttede til Dronninglund i 1985. Søren og Else har fået fire børn og flere børnebørn. De første oldebørn er også kommet til. Else har gennem hele sit liv været engageret i foreningslivet. Hun har således været med i husmandsforeningens husholdningsudvalg i mange år. Lokalhistorisk arkiv har hun også været med i i en årrække. Pensionistforeningen og folkedans er også aktiviteter, der optager kalenderen. Da Søren og Else flyttede til byen, købte de en campingvogn. Den har bragt dem rundt i store dele af landet, ofte også sammen med børnebørnene. Flere ferier er det blevet til også i udlandet. Børn og børnebørn nyder godt af Elses store hjælpsomhed med mange praktiske ting. Familien, børnebørnene og oldebørn har en stor stjerne hos Else for ikke at glemme familiernes hunde, som ofte er på ferie på Kastanievej. Fritiden bruges på håndarbejde, en god bog, have, hus og omsorg for andre, der har brug for en hjælpende hånd. Fødselsdagen fejres under private former.