80 år

Kirsten Dahl Christensen, tidligere arkivassistent, Præstemarken 93, Aalborg, fylder fredag 80 år.

Kirsten Dahl Christensen
EMNER 23. februar 2012 05:00

Kirsten Dahl Christensen er født og opvokset i Nørresundby. I 1948 blev hun ansat ved Knud Engsig og arbejdede her til 1950. Samme år blev hun gift og valgte at blive hjemmegående, så hun kunne tage sig af sine børn. Hun har i dag tre børn, en søn og to døtre. I 1971 blev Kirsten Dahl Christensen ansat i Sallings isenkræmmerafdeling i Aalborg. Her arbejdede hun som en flittig og ansvarsbevidst ekspeditrice til 1974. Aalborg Stiftstidende fik i 1975 glæde af hendes arbejdskraft, da hun blev ansat i bladets korrekturafdeling. Den kompetence og erfaring, hun erhvervede sig som korrekturlæser, kunne hun efterfølgende tage med sig over til avisens redaktionsarkiv, der netop efterspurgte ansatte med gode sprogkundskaber. Kirsten Dahl Christensen var i denne afdeling en efterspurgt medarbejder med en omfattende baggrundsviden. Hendes speciale var vin- og filmkundskab, som avisens journalister kunne trække på i deres arbejde. Ansættelsen ved Aalborg Stiftstidende sluttede i 1992, da hun gik på efterløn. Efter erhvervskarrieren har Kirsten Dahl Christensen haft nok tage sig til. Hun har gået til undervisning på VUC i adskillige år, og ikke mindst sprogfag som engelsk, tysk og fransk har haft hendes bevågenhed, hvilket hun har haft megen glæde af på sine mange udlandsrejser. Et par gange om året mødes hun i øvrigt med tidligere VUC-kursister på restaurant. Vinkompetencen har hun holdt ved lige gennem deltagelse i mange vinsmagninger, og hendes filminteresse har hun heller ikke lagt på hylden, idet hun nøje følger med i branchens nyskabelser. Kirsten Dahl Christensen har stadig kontakt til sin gamle arbejdsplads, i dag NORDJYSKE Stiftstidende. Hun møder altid op til avisens årlige seniortræf, hvor hun får lejlighed til at udveksle oplevelser og erfaringer med tidligere kolleger. Hvad angår familien, tilbringer Kirsten Dahl Christensen megen tid med børn og børnebørn, hvor hun er værdsat som et large og opofrende menneske. Fødselsdagen fejres med fest for familie og venner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...