Gærum

80 år

¤Erik Birkbak Thomsen, Skræddervej 17, Gærum, fylder tirsdag 80 år. Erik Birkbak er et meget kendt ansigt i Gærum. På sine mange gåture når han at tale med mange mennesker, og han er utrolig hjælpsom overfor alle. Erik Birkbak og Inga har boet i Gærum i 46 år i det hus, som han byggede på Skræddervej. I sit lange arbejdsliv var Erik tømrer - et arbejde som han altid har været meget glad for. Fritiden er i mange år blevet brugt til at organisere og hente ”lopper” til spejdernes loppemarked i Gærum. Han har som ingen anden været krumtappen i hele dette store arbejde, ligesom han i mange år har været pedel ved Spejderhytten. Og selv om han nu fylder 80 år, går han stadig i Spejderhytten og arbejder et par gange om ugen, så KFUM-Spejderne i Gærum har virkelig meget at takke Erik Birkbak for. Han har tre børn og svigerbørn og otte børnebørn, som han går utrolig meget op i. Og ofte har børnene fået en hjælpende hånd, når det brændte på. Selv om han først fylder år på tirsdag, holdes der fest på Vrangbækvej 43 på lørdag, hvor den gæstfrie fødselar glæder sig til at tage imod en masse gæster.