80 dræbt ved pakistansk luftangreb på koranskole

80 formodede militante oprørere dræbt

KHAR:Kamphelikoptere fra den pakistanske hær angreb tidligt mandag morgen en koranskole og dræbte omkring 80 formodede militante, oplyste den pakistanske general Shaukat Sultan mandag. Skolen, eller madrassa’en, var angiveligt ledet af Maulana Liaqatullah, der støtter Taliban, og som er efterlyst for at rekruttere folk til al-Qaeda. Skolen lå i Chenagai, omkring 10 kilometer nord for Khar, der er hovedbyen i Bajaur-regionen i den nordvestlige del af den pakistansk-afghanske grænseregion. Ifølge Sultan blev skolen brugt som træningsanlæg for militante og stort set alle, der befandt sig i bygningen, blev dræbt, mens tre blev kørt på hospitalet. Den pakistanske general sagde, at der angiveligt ikke var nogen fremtrædende oprørsledere til stede i bygningen, men flere embedsmænd har sagt, at skolens leder, Maulana Liaqatullah, var blandt de dræbte. Ifølge Sultan var der formodentlig ikke civile tab, forbundet med bombningen. Men en journalist, der befinder sig i byen, fortalte mandag eftermiddag nyhedsbureauet Reuters om beboere, der grædende ryddede op i de forkullede lig, hvoraf flere lignede børn helt ned til seksårsalderen. - Ligene er umulige at genkende. Afrevne lemmer bliver samlet sammen af lokale, der dækker dem til med lagner, forklarede journalisten. Jamaat-e-Islami, Pakistans mest indflydelsesrige islamistparti, fordømmer angrebet, og partilederen, Qazi Hussain Ahmed, betegner drabene på Liaqatullah og hans elever som “brutale og barbariske”. Liaqatullah menes at have haft direkte kontakt til al-Qaedas næstkommanderende, Ayman al-Zawahri, som CIA i januar forsøgte at komme til livs med et ubemandet fly i forbindelse med en middag i landsbyen Damadola, der også ligger i Bajaur-regionen. Al-Zawahri dukkede dog ikke op til middagen og var derfor heller ikke blandt de omkring mindst 18 dræbte, der både talte civile og formodede al-Qaeda-folk. Mandagens angreb kommer to dage efter at 3000 militante samledes i nærheden af Khar, hvor de udtrykte deres hyldest til Taliban og al-Qaeda. Bajaur-regionen er den mest nordøstlige af syv semiautonome pakistanske stammeregioner og huser omkring 3,5 million mennesker. Det er vanskeligt at færdes i det bjergrige område, der ligger lige overfor Afghanistans Kuner-provins, hvor amerikanske tropper leder jagten på medlemmer af Talibanmilitsen og al-Qaeda-oprørere. /ritzau/Reuters