80 frivillige tog imod de 148 fodboldhold

Over 700 spillere på banen ved den 28. udgave

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

VAIF mod Team El Plus.

Det er en populær begivenhed, når Hurup IF's Venner op mod jul afvikler den årlige Danske Bank Cup i Hurup-Hallerne. Denne gang var den 28., og i weekenden spillede 147 hold - kun ét hold af de tilmeldte nåede ikke frem - så fredag aften samt lørdagen og søndagen igennem i de to haller. Det løb op i 310 kampe, fortalte Jørn Mølgaard og Karsten Larsen fra stævneledelsen på i alt seks personer. Men alt i alt var 80 frivillige i sving for at tage imod de mange hold og sørge for en rolig og fornuftig afvikling af stævnet. Herunder at spillerne og deres medfølgende voksne i form af trænere og forældre ikke skal vente alt for længe. Derfor puljes kampene løbende stævnet igennem. Et hold kan består af fra tre til syv spillere, og de tilmeldte var i alderen 6-18 år, begge køn, og nogle kom langsvejs fra, nemlig fra Brande og Jetsmark, forlød det. Men ellers var de fleste fra Thy, Mors og Salling. Hvert hold var garanteret mindst tre kampe, og det lykkedes det stævneledelsen at overholde - med enkelte undtagelser, lod man forstå. Danske Bank har givet 55.000 kr. til stævnet, og de er hovedsagelig gået til indkøb af biografbilletter. Alle vindende hold fik biografbilletter, og i de mindste aldersgrupper fik alle hold biografbilletter. I hver af de 24 serier kåredes en guld-, sølv- og bronzevinder, og til vinderholdene var der også t-shirt. Hvert hold har bødet 300 kr. for at deltage, og Hurup IF's Venner regner med at få et overskud på 25.000-30.000 kr., der skal gå til ungdomsfodboldarbejdet i Hurup.