80 frygtes omkommet ved bådulykke

KANO:Over 80 mennesker rapporteredes mandag savnet to dage efter en bådulykke lørdag. Båden sank, da den var ved at krydse Niger-floden i den nordlige del af Nigeria, sadge en talsmand for myndighederne. Ifølge talsmanden er ni lig og fem overlevende blevet bjærget fra båden, som skal have haft henved 100 mennesker om bord, da den kæntrede lørdag. - Det er for tidligt at sige, hvor mange der omkom, men overlevende fortæller, at båden havde henved 100 mennesker, der var på vej til et marked, om bord. Vi er nødt til at gå rundt og spørge i landsbyerne, hvor mange familiemedlemmer de savner, før vi kan give et mere præcist skøn over, hvor der omkom, sagde talsmanden. Vidner sagde, at båden var lastet til bristepunktet med mennesker, varer og husdyr, da den skulle krydse en af Vestafrikas største floder nær landsbyen Besse 400 kilometer nordvest for Nigerias hovedstad, Abuja. /ritzau/AFP