80 protestunderskrifter mod torsdagslukning i sparekassefilial

Sparekassedirektør havde inviteret foreningsformænd bag underskriftindsamling til fælles drøftelse af Rørbækfilialens fremtid

EMNER 7. september 2002 08:00

RØRBÆK: Præcist klokken 14 i går eftermiddag afleverede tre repræsentanter for foreningslivet i Rørbæk 80 underskrifter mod fremtidig torsdagslukning i landsbyens sparekassefilial til direktør for Sparekassen Hobro, Ole Kamstrup. Og det blev ikke bare en høflig formel overrækkelse overstået på få minutter, men i stedet et fælles kaffemøde om borgernes utilfredshed over de aktuelle planer om at indføre nye begrænsede åbningstider i filialen i Rørbæk med virkning fra 16. september. Det betyder, at der fremover kun vil være åbent for ekspedition tirsdag og fredag eftermiddag. Denne beslutning fra sparekassens hovedsæde i Hobro har vakt harme blandt beboerne i landsbyen, og en større underskriftsindsamling mod planerne blev iværksat for 10 dage siden af de fem foreninger i byen, nemlig borgerforeningen, pensionistforeningen, centerrådet, lokalhistorisk forening og idrætsforeningen. Med til gårdsdagens kaffemøde i Hobro var centerådsformand Irma Mejlby, borgerforeningsformand Robert Skovridder og Jens Baade fra pensionistforeningen. - Mødet varede over en time og var meget konstruktiv trods vores uenighed. Begge parter fik mulighed for at fremlægge deres synspunkter omkring de nye beskårne åbningstider, og det var en god ting også at høre sparekassens opfattelse af tingene, forklarer Irma Mejlby. Ifølge hende kunne sparekassedirektør Ole Kamstrup dog godt i bakspejlet se, at det ville have været mere hensigtsmæssigt over for kunderne, at sparekassen havde arrangeret et orienteringsmøde i Rørbæk om ændringerne i stedet for som nu i den aktuelle sag bare at udsende et orienteringsbrev til kunderne to uger før ændringerne træder i kraft. - I den forbindelse foreslog vi sparekassen, at den ved lignende ændringer i andre af dens filialer fremover arrangerer et orientering- eller borgermøde med de implicerede parter, tilføjer Irma Mejlby. Forsøgsperiode til nytår I første omgang indfører Sparekassen Hobro som et forsøg de nye åbningstider i filialen i Rørbæk frem til nytår. - På mødet aftalte vi, at på et tidspunkt i januar arrangerer sparekassen et borgermøde i Rørbæk. Her skal der ske en evaluering af forløbet af de første tre måneder, og kundernes skal have mulighed for at fortælle deres oplevelse af ændringerne. Ikke fordi jeg tror det ændrer noget fremover, men det er efter mit synspunkt en god måde at inddrage kunderne på, påpeger Irma Mejlby. Indtil da kan kunderne hæve penge i kasselinjen i Lokal"Brugsen i Rørbæk uden for filialens nye åbningstider tirsdag og fredag eftermiddag. - Samtidigt understregede direktør Ole Kamstrup på mødet, at der i fremtiden også vil være mulighed for at hæve checks i Lokal"Brugsen for de kunder, der ikke har Dankort. Samtidig ydes der den ekstraservice fra sparekassens side over for de kunder, der ikke har mulighed for at komme til hovedafdelingen i Hobro og drøfte pengesager med netop deres rådgiver, at vedkommende i stedet efter aftale kan komme privat hos disse kunder, tilføjer hun. Utilfredshed - kom til os Direktør for Sparekassen Hobro, Ole Kamstrup, ved ikke umiddelbart, om modstanden og protestunderskrifterne mod de nye åbningstider kommmer helt bag på ham. - Men under alle omstændigheder skal vores kunder jo lige vænne sig til, at vi foretager ændringer. Derfor har jeg inviteret repræsentanter fra Rørbæk til et møde på mit kontor, for at vi i fællesskab kan drøfte tingene igennem og jeg kan høre baggrunden for deres utilfredshed, erklærer Ole Kamstrup.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...