EMNER

800 medlemmer i én forening

} PENSIONISTER: Svend Erik Jensen ta'r et år mere som formand for Aars Pensionistforening. Men så er det også slut, lovede han sine medlemmer, da Aars Pensionistforenings 800 medlemmer forleden var inviteret til årsopgørelse over en hyggelig kop kaffe. Hyggemøder, bankospil, danseaftener, edb, bowling, gåture og bowling er bare et lille pluk af aktiviteter i foreningen i det seneste år. Og det meste går godt, forsikrer Svend Erik Jensen. Det gælder også foreningens månedlige danseaftener, der efter mange gode år var lidt svækket, da foreningen hold generalforsamling sidste år. - Vi har tidligere ligget omkring de 200 deltagere, men efterhånden var vi faldet til 50. Nu er vi tæt på de hundrede, og det er fint, siger Svend Erik Jensen. Han tilskriver blandt andet fremgangen, at det nu på skift er Aars Spillemandslaug og harmonikaklubberne fra Løgstør og Støvring, der spiller op til dansen i Kimbrerhallen. En anden pæn succes fra året er nyskabelsen "Filmklubben". - Det kunne godt være flere i biografen, men vi har ligget omkring 80-90 deltagere til de seks film, og det er vi tilfredse med og fortsætter, beretter Svend Erik Jensen. Pensionisterne havde i årets løb nok engang held med et glatførekursus. 46 medlemmer meldte sig til de nyttige timer med kørerlærer Claus Madsen. Foreningen fik i året et overskud på 4394 kroner. Svend Erik Jensen, Mitzi Pedersen og Rigmor Christensen blev alle valgt til bestyrelsen.