Skagen

800 til topmøde på Grenen

Skagen 365 samlede 800 "Skagen-elskere" på Grenen, hvor FF modtog årets pris. Opdateret med nye billeder

Der var ikke tælleapparat, folk skulle gå igennem, så ingen har et præcist tal for, hvor mange der søndag sidst på formiddagen var på Grenen spids, men et kvalificeret gæt er, at der var lige omkring 800. Og der er enighed om, at der var omkring et par hundrede flere end der var, da der i fjor for første gang var møde for "alle som elsker Skagen." Det første møde blev arrangeret som en slags prøve på, om det store sociale netværk på internettet, Facebook, kan bruges som et effektivt markedsføringsmedie. Luftfoto af Grenen Som det også var tilfældet i fjor, blev der taget to luftfotografier af de mange på Grenen spids. På det ene danner deltagerne en lang kæde på begge sider af Grenens spids, og på det andet "skrives" der Skagen 365. I år var det, på grund af det større deltagerantal, også muligt at sætte årstal på. 365-prisen til FF Senere på dagen modtog Morten Broberg fra Fiskernes Fiskeindustri årets 365-pris. Prisen, som blev overrakt på Restaurant De 2 Have, får FF, fordi virksomheden er med til at sætte Skagen på landkortet som en af de største og mest moderne fiskemelsfabrikker. Som helårsfabrik med omkring 125 medarbejdere har FF stor betydning for Skagens økonomi og for bosætningen.