Detailhandel

81-årig: Jeg holder når jeg blive gammel

Rønnow Stubberup har været købmand i Klokkerholm i 56 år - hver fredag holder han stadig åbent

KLOKKERHOLM:Det er fredag i Klokkerholm. Der er helt øde og stille på hovedgaden, men indenfor i den gamle købmandsgård kører kaffemøllen. 81-årige Rønnow Stubberup har taget forklædet på og åbnet butikken, som han gør det hver eneste fredag. I 56 år har han været købmand i Klokkerholm. De første otte år havde han forretning i det gamle hotel, men ellers har han drevet forretning i de nuværende lokaler. Engang handlede han også med korn og foderstof, dengang var der ansat en chauffør, to kommiser og en lærling. I dag er der kun Rønnow Stubberup og hustruen tilbage. - Det kan være, at jeg holder op, når jeg bliver gammel, siger Rønnow Stubberup uden at fortrække en mine. Den ene åbningsdag er ikke noget problem for Rønnow Stubberup, der stadig spiller volleyball hver mandag aften i Klokkerholm. For nylig blev han skadet, og da en læge på sygehuset hørte om en 81-årig, der blev røntgenfotograferet for en skade efter volleyball, ville han ganske enkelt se patienten for at tro på det. I dag er Rønnov Stubberup igen med til volleytræningen. Han er dog ikke alderspræsident, da der er en 84-årig med på holdet. Den 81-årige er født i Kongerslev, og han har levet et helt liv bag disken. - Jeg har altid gerne ville have med handel at gøre, siger Rønnow Stubberup. Som14-årig kom han i lære hos en købmand i Uggerhalne. Siden har mange andre kommende købmænd stået i lære hos Rønnow Stubberup. For eksempel har Svend Pape, der driver Hals Storkøb arbejdet en årrække hos købmanden i Klokkerholm. Siden Rønnow Stubberup begyndte i faget, er der sket meget. Discountbutikker er skudt op som paddehatte overalt. Og købmand af den traditionelle slags, er en uddøende race, konstaterer den erfrane handelsmand. - Charmen er gået noget af det med tiden, siger Rønnow Stubberup. Men hver fredag forsøger Rønnow Stubberup at give noget af den service, som kunderne tog for givet i gamle dage. - Vi har da ældre folk,, der ringer og spørger, om jeg ikke kan komme ud med noget sukker. Og jeg holder døren for kunderne, det gør jeg stadigvæk, siger Rønnow Stubberup. Han har mange stamkunder, der kigger forbi. Kunde siden 1947 En af kunderne har været med lige fra 1947. En af stamkunderne, der dukker op hver fredag er den tidligere bager i Klokkerholm, 77-årige Svend Jensen. Han kommer forbi for at få et halv pund kaffe, og denne dag er ingen undtagelse. Svend Jensen kender vejen til butikken. - Jeg er kommet her i 70 år, siger Svend Jensen, der kan se sin gamle bagerforretning på den anden side af gaden. På Borgergade 2 har der nemlig været drevet købmandsbutik siden 1906. Her lå brugsforeningen frem til 1909. En anden stamkunde kommer også forbi for at hente seks flasker vin. - Goddag Jensen, hilser Rønnow, der kommenterer, at kunden har meget tøj på i det lune vejr. - Nu har vi tøjet, så kan vi ligeså godt bruge det, svarer Jensen med et smil. Og pengene bruger han også hos Rønnow, kommenterer han senere, da han skal betale for vinen. - Når de er tomme, har vi flere, siger Rønnow, da han senere lukker døren bag Jensen, der traver hjemad med den franske vin. Aldrig ferie Klokkerholm-købmanden har altid været vant til at arbejde, og ferie er et ukendt ord for Rønnow Stubberup. - Det med ferie har vi aldrig brugt. Jeg har sommetider taget en mandag fri i forbindelse med en lørdag. Det er det galeste, vi har gjort, siger Rønnow Stubberup. Han har igennem alle årene været glad for at drive butik i Klokkerholm. - Det har været dejlige, ærlige og vidunderlige folk herude, siger Rønnow Stubberup. Et godt råd Da han og hustruen lukkede butikken for 44 år siden, fik han et godt råd. - Du skal ikke holde helt op, det bliver du ked af, lød rådet, og det har Rønnow Stubberup fulgt lige siden. - Han skal bæres herfra, siger Svend Jensen fra sin stol i butikken.