EMNER

81-årig kvinde omkommet i brand

En 81-årig kvinde er omkommet i en villabrand i Vodskov. Årsagen til branden er formentlig en cigaret. Opdateret kl. 21.47

En brand i en villa på Vodskovvej i Vodskov kostede onsdag aften en 81-årig kvinde livet. Det oplyser Nordjyllands Politi. Branden var ved Beredskabcenter Aalborgs ankomst næsten gået ud, men inde i huset fandt røgdykkere en ældre kvinde, der var omkommet på grund af røgforgiftning. Brandårsag måske en cigaret - Det er formentlig rygning i hjemmet, der var årsag til branden, fortæller Bruno Brix, vagtchef ved Nordjyllands Politi. Ingen andre end den omkomne var til stede i huset, da ildebranden brød ud omkring klokken 19.23. Politiet har nu afspærret villaen, og torsdag vil man tage stilling til, om der skal teknikere ud til stedet. De pårørende blev underrettet onsdag aften omkring klokken 21.30.