Biersted

81 børn tilmeldt projekt Skolesport

AABYBRO:I går blev der taget hul på de første aktiviteter i projekt Skolesport. 81 børn fra henholdsvis Vedsted, Biersted og Aabybro skole har tilmeldt sig forløbet, som strækker sig frem til den 31. maj næste år. Ildsjælene bag projektet er meget tilfredse med antallet af tilmeldte. - Det er et godt og overskueligt antal. Der er virkelig grobund for, at forløbet bliver en gevinst for de her børn, fortæller Jacob Ryttersgaard, der er projektkoordinator. Da det er første gang, at Aabybro kommune kan tilbyde et samarbejde mellem skolerne og foreningerne, var det svært at vurdere, hvor mange der ville tilmelde sig. Både for mange og for få kunne have været et problem. Syv foreninger vil i løbet af de næste godt otte måneder sætte gang i børnene, der for de flestes vedkommende går i tredje til fjerde klasse. Men med hensyn til Vedsted og Biersteds størrelse er flere klasser blevet involveret. De fleste aktiviteter vil foregå på skolerne, dog vil ridning selvfølgelig forgå i rideklubben. De 29 børn på Aabybro Skole og de 32 på Biersted Skole gik i gang i går, mens de 20 børn på Vedsted Skole først begynder i dag.