82-årig død efter overfald

Gaderøveri i Odense kostede 82-årig mand livet

ODENSE:En 82-årig mand døde torsdag efter et røveri uden for sit hjem i Odense. Manden fik hjertestop efter røveriet, fortæller kriminalkommissær ved Odense Politi, Per Laursen. Røveriet skete omkring middag enten i opgangen eller på fortovet udenfor mandens hjem på Palnatokesvej. - Vi ved ikke umiddelbart, hvad der er sket, eller om han er blevet slået. Men der var ikke tegn på skader, fortæller Per Laursen. Det 82-årige offer nåede efter røveriet ind til sin lejlighed, hvor han sagde til sin kone: "Han tog mine penge", inden han faldt om. Da ambulancen nåede frem, var manden død. - Vi ved endnu ikke om han er død som følge af vold, eller om det er chokket over at være blevet overfaldet, siger Per Lydiksen Laursen. Flere beboere i ejendommen så overfaldet og ud fra det signalement, de har givet, har politiet en formodning om, at gerningsmanden er en 25-årig mand, der i den sen ere tid har begået en række tricktyrverier mod ældre. På sin cykel har han kørt ind i andre trafikanter, og bagefter foregivet at være kommet til skade. Derpå har han krævet erstatning af de indblandede bilister, cyklister eller fodgængere. /ritzau/