Retspleje

8400 er blevet udvist siden 2002

KØBENHAVN:8371 udlændinge er siden 2002 udvist enten ved dom eller administrativt uden en domstol. Det oplyser integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i et svar til Folketingets integrationsudvalg. Domstolene udviste 3647 udlændinge fra 2002 til 2008. Antallet er steget støt fra 485 udviste i 2002 til 727 udvisninger i 2007. Uden om domstolene er i alt 4724 udlændinge udvist administrativt fra 2002 til november 2008. Her går udviklingen den modsatte vej af domstolene. Administrative udvisninger toppede i 2003 med 1089, mens der i 2008 blev udvist 347 personer administrativt. De fleste udviste er registreret som udrejst. Tallene dækker udlændinge, der er registreret som ledsaget udrejst, skønnet udrejst, påset udrejst eller udrejst. Når udlændinge udvist ved dom endnu ikke er udrejst, er den væsentligste grund, at de enten afsoner deres straf eller venter på afsoningen. Udlændinge kan også være varetægtsfængslet, så myndighederne sikrer, at de rejser, mens andre udlændinge har en asylsag, oplyser ministeren. Der kan være flere årsager til, at administrativt udviste udlændinge endnu ikke er registreret udrejst. - Der kan være tilfælde, hvor de pågældende udlændinge ikke er registreret udrejst i udlændingeregistret, men hvor de reelt er udrejst af egen drift uden at Rigspolitiet eller Udlændingeservice har fået besked herom, siger Birthe Rønn Hornbech. Andre administrativt udviste har en asylsag eller mangler rejselegitimation eller ikke ønsker at forlade Danmark, påpeger hun. /ritzau/