Døstrup

85 år

¤ Holger Nielsen, Brøndumvej 30, Brøndum, Hobro, fylder i dag 85 år. I sine yngre dage drev Holger Nielsen og hustruen Inger gård i Døstrup. Samtidig kørte han som chauffør for MD Foods' (i dag Arla) mejeri i Hobro. Holger Nielsen var kendt som en vellidt og engageret medarbejder og garant for den friske mælk på hylderne i det midtjyske. I 1973 solgte Inger og Holger Nielsen gården og overtog i stedet købmandsforretningen i Brøndum, som de drev i mange år. Holger Nielsen var i sine yngre år aktiv hjemmeværnsmand, han varetog det lokale forsamlingshus' kasse, og som efterlønner sad han i det kommunale pensionistråd. Hans værksted fungerede en overgang nærmest som egnens sociale samlingssted - Holger Nielsen har nemlig sans for mekanik, og der var ikke den plæneklipper eller det stueur, han ikke kunne vække til live. Nu er Holger Nielsen naturligvis pensioneret. Tempoet er sat ned, men han ses stadig nærmest på klokkeslæt i Brøndum, når han lufter sin hund. Fødselaren er sprunget med på "computerbølgen", og om sommeren kalder campistlivet. Inger og Holger Nielsen har seks voksne børn - så når hele familien er samlet, er der ekstra liv i hjemmet.