Gøttrup

85 år

Krista Nørgaard

Krista Nørgaard

Krista Nørgaard, Strandvejen, Tranum, fylder mandag 85 år. Hun er født i Gøttrup, men flyttede til Tranum, da hun som syvårig begyndte sin skolegang, og hun har siden boet i og omkring Tranum, de seneste 42 år på Strandvejen. Hun blev i 1942 gift med Niels Martin Nørgaard, og de nåede at fejre guldbryllup, inden han desværre døde i 1996. Krista Nørgaard blev dog boende i huset, som hun passede fint de første år efter. Selvom hun stadig er rask og rørig. kniber det med at klare den store have, og derfor får hun hjælp udefra, ligesom det også er blevet nødvendig med lidt hjemmehjælp for at klare rengøringen i huset. Petanquen er lagt på hylden, men hun går stadig til gymnastik og klarer selv de fleste indkøb i den lokale brugs. Bankospil bliver det også til flere gange om ugen, ligesom hun mødes med jævnaldrene for at spille forskellige spil og få en snak og en kop kaffe. Krista Nørgaard har fået tre børn, men har desværre haft den sorg at miste en søn, da han var 40 år gammel. Hun kan nu glæde sig over sine børnebørn og oldebørn, som hun holder meget af. Krista Nørgaard har det bedst, når hun er i selskab med andre mennesker, og hun elsker at være sammen med familie og venner. Hun nyder også stadig at komme ud og opleve noget både i ind og udland.