85 år

Peter Jør­gen­sen
Sæby 25. august 2007 06:00

Peter Wagn Jørgensen, Hannesvej 19, Strandby, fylder mandag 85 år. Peter Jørgensen er født og opvokset ved Volstrup Sæby og er ud af en søskendeflok på 10. Han har gennem sit lange arbejdsliv ernæret sig som sømand, rigger og fiskehandler. I sin ungdom har han som sømand sejlet på de fleste verdenshave, og under krigen fra 1939 til 1945 gjorde han tjeneste for den britiske flåde, hvorfra han har modtaget flere hædersbeviser. I 1949 blev han gift med Evelyn, og de har fået trebørn. Børn og hustru fik Peter til at vælge landjorden frem for søen, og først blev det som rigger på værfter og siden som fiskehandler, hvor han kørte med friske fisk til det meste af oplandet omkring Frederikshavn. De sidste år af sit aktive arbejdsliv arbejdede han igen som matros, denne gang på Sessan og senere Stena færgen mellem Göteborg og Frederikshavn. De første år boede familien på Glerupsvej i Frederikshavn, men i 1963 flyttede de til Hannesvej i Strandby, hvor de begge stadig nyder pensionisttilværelsen. I bybilledet ses han tit på travetur ved stranden med deres et og alt Kvik, en lille Foxterrier. Peter Jørgensen har altid været meget fiks på hænderne, og i sin fritid har han brugt mange timer ved sin drejebænk, og det er blevet til mange fine træarbejder. Siden har hans og Evelyns store lidenskab være bowling, flere gange om ugen er det blevet til, og også her har han modtaget flere pokaler og medaljer. Peter Jørgensen nyder stadig at rejse og se andre lande, og han har ved flere lejligheder glædet hele sin, i dag store familie, med ferierejser til bl.a. Grækenland og Tyrkiet. Fødselsdagen fejres med middag på Bøf & Vin sammen med familien.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...