Tyverier

85-årig blev narret med en kaffekop

AALBORG:- Der er åbenbart ingen nedre grænse som tyveknægt i dag, konstaterer politikommissær Henning Hansen fra Aalborg Politi efter et usædvanligt frækt og udspekuleret tyveri tirsdag eftermiddag. Ved 14-tiden dukkede to mænd i arbejdstøj op hos kvinden i Øgadekvarteret i Aalborg, hvor de udgav sig for at være vvs-folk fra boligforeningen. - De sagde, at de skulle kontrollere fjernvarmen, og pludselig havde de fået en radiator til at dryppe - og så gav de kvinden en kop og en spand, så hun kunne sidde og sørge for, at det ikke dryppede på gulvet, beretter Henning Hansen. Mens kvinden var nødt til at blive siddende på sin post, stjal mændene to tegnebøger med kvindens opsparing, ialt cirka 30.000 kroner. Muligvis er der også forsvundet et endnu større beløb, som kvinden har arvet, og som skulle deles med andre familiemedlemmer, oplyser politikommissæren. Da de efter en halv times tid var færdige med at gennemsøge lejligheden, lukkede mændene for det dryppende vand og sagde pænt farvel og tak til den gamle dame. Først da de var gået, opdagede hun, at pengene var væk. Kvinden har kun kunnet give et sparsomt signalement af de to mænd, der begge beskrives som danskere. Hun mener, at den ene talte med nordjysk dialekt. Signalementet går desuden på, at den ene tyv er 30-40 år, lidt kraftig og iklædt mørkt arbejdstøj. Ifølge Henning Hansen vil Aalborg Politi særdeles gerne have fundet frem til de to mænd. - Der er ingen tvivl om, at hvis det her lykkes for dem, så er det ikke sidste gang, vi hører om dem, bemærker han.