Færøerne

85 pct. færinger har landfast forbindelse

Tórshavn: I det bedste vejr på Færøerne hidtil i år åbnede færingerne lørdag aften et nyt gigantisk tunnelprojekt mellem Leirvik og Klaksvik - Nordoytunnelen - der forbinder Færøernes nordlige øer med det centrale område. Den 6,2 kilometer lange undersøiske tunnel medfører, at der nu er fast forbindelse hele vejen fra den lille bygd Gásadalur på den vestligt beliggende ø - Vágar - til Færøernes nordligst beliggende bygd Videreide på øen Vidoy. Det svarer samtidig til, at 85 procent af den færøske befolkning nu kan nå hinanden via køretøjer uden samtidig at skulle benytte færge. Færøernes to sydligt beliggende øer - Sandoy og Suduroy - hvor den resterende del af færingerne bor, mangler fortsat at få fast forbindelse til det centrale område. To store fjorde adskiller disse øer fra bl.a. Streymoy, hvor hovedstaden Tórshavn ligger. Lagmand Joannes Eidesgaard sagde dog i sin åbningstale for Nordoytunnelen lørdag, at hvor man før ikke engang tænkte på, at det var muligt at få fast forbindelse til Suduroy og Sandoy, taler man nu direkte om, at de næste tunnelprojekter skal gå til disse øer. Blandt andet er der planer om et nyt gigantisk tunnelprojekt mellem Sandoy og Streymoy. Denne undervandstunnel vil blive ni kilometer lang, og bliver den en realitet, kommer projektet til at koste omkring 500 millioner kroner. Nordoytunnelen har kostet 265 millioner kroner at bygge, og den skal betales med bompenge. I anledning af åbningen er al passage gennem de to færøske betalingstunneler gratis. /ritzau/