88 hold på banen

Skoleturnering i Skagen de kommende weekends

Det er i år 38. år, der spilles skoleturnering. Den begynder på lørdag. Arkivfoto: Peter Broen

Det er i år 38. år, der spilles skoleturnering. Den begynder på lørdag. Arkivfoto: Peter Broen

De kommende to uger står i indefodboldens tegn i Skagen Kultur og Fritidscenter. Den årlige skoleturnering afvikles i år for 38. gang, og der er tilmeldt 88 hold. Det er inddelt i 23 puljer, og der skal spilles 158 kampe, inden man har fundet vinderne på alle klassetrin. Bag skoleturneringen står SIK, SIKs Venner, Spar Nord og NORDJYSKE Medier Skagen, og det er de fodboldkyndige fra SIK der står for det praktiske omkring afvikling af turneringen. Der spilles kampe i turneringen tre dage i januar, og første gang er på lørdag, 9. januar. Der er hold på 4. 7., 8. og 9. klassetrin, som spiller på lørdag, og der spilles færdig i puljerne, så man, når dagen er omme, har fundet ud af, hvem der vinder skoleturneringen på de tre klassetrin. For 4. klasse er det dog alene mix-holdene, der spiller på lørdag. Der spilles hele dagen, idet den første kamp begynder klokken 8. Der regnes med, at den sidste præmieoverrækkelse kan ske klokken 17. Hvis det bliver nødvendigt med omkampe eller der er mange kampe med forlænget spilletid, kan det dog rykke tidsplanen lidt. På søndag, 10. januar, gælder det mix-holdene i 3. klasse og de rene drenge- og pigehold på 5. og 6. klassetrin. Den første kamp spilles klokken 9.00, og man venter at være færdig med sidste kamp klokken 15.40. Lørdag 16. januar gælder det de yngste klassetrin, 1. 2, 3. og 4. klassetrin, og det bliver en rigtig lang dag i hallen. Første kamp begynder klokken 8.00, og der skal spilles 67 kampe. Så sidste præmieoverrækkelse er sat til klokken 20.00. Traditionen tro er skoleturneringen ikke blot en dyst mellem klassehold fra de fire skoler i kommunen, Ankermedets Skole, Hedeboskolen, Brovandeskolen og Aalbæk Skole. De fire skoler dyster også om, hvem der har den bedste gennemsnitlige målscore. Det var i fjor Hedeboskolen med 2,28 mål per kamp.