Sæby

90.000 golfkugler forsvundet fra bane

Kun 10.000 af 100.000 indkøbte gule øve-kugler tilbage

SÆBY:Sæby Golfklubs formand, Helge Wittrup, har mistanke om, at gule øve-golfkugler i tusindvis befinder sig rundt om i Sæby-hjem. På 15 år har klubben på uforståelig vis mistet ca. 90.000 gule kugler. De er for de fleste mennesker værdiløse, idet de kun må bruge på en øvebane og ikke på en rigtig golfbane. Men for golfklubben er det dyrt, at der forsvinder så mange gule golfkugler. De koster nemlig ca. fem kroner pr. stk. - I de 15 år, golfklubben har eksisteret, er der i alt indkøbt ca. 100.000 øve-golfkugler, men der er kun ca. 10.000 tilbage. Det er ærligt talt lidt træls. Jeg fatter ikke, hvad folk bruger kuglerne til. Der er åbenbart nogen, som samler kugler op, når der ingen spillere er på øvebanen, siger Helge Wittrup. - Så hvis der er personer, der har indsamlet de gule kugler, ser vi meget gerne, at de afleverer dem igen - eller bare smider dem ude på øvebanen, siger Helge Wittrup. De har ingen værdi, for de må altså kun bruges på øvebanen. Uforståeligt - Vi er uforstående overfor, at der forsvinder så mange øve-golfkugler som tilfældet er. En betydelig del af dem må være i omløb uden for klubbens medlemsrække, fortsætter golfklub-formanden. - Vi er nok klar over, at en del forsvinder i krat og skovbevoksning, når spillerne på øvebanen rammer lidt skævt, men så mange vildskud som 90.000 kan der ikke være tale om. For vi arrangerer jævnligt med godt resultat indsamlinger af vildfarne golfkugler på arealerne, der støder op til øvebanen. Øvebanen op mod Sæbygaard Skov tæt ved Sæbygaard og kun få hundrede meter fra den rigtige bane benyttes af begyndere, der lærer grundreglerne, inden de får lov til at spille på den rigtige bane. På øvebanen er der opstillet spande med de gule golfkugler, som spillerne benytter og for en dels vedkommende efterlader ude på banen, hvor der på øvedage ligger gule golfkugler i stort antal over hele banen. De samles op dagligt sidst på dagen af en ansat, der gennemkører banen i en bil med en særlig opsamler og lægger boldene tilbage i spanden, så næste dags spillere har øvekugler at gå i gang med.