Store Restrup

90 år

¤Mary Gregersen, Voldgade 63, Jerslev, fylder mandag 90 år. Mary Gregersen er født og opvokset i Ø. Mellerup ved Jerslev. Som ung kom hun i lære som syerske hos en syerske i Jerslev. Senere havde hun et ophold på tilskærerskolen i St. Restrup. Herefter havde hun systue i hjemmet hos faderen, indtil hun sammen med sin mand flyttede til Jerslev by, hvor de på et tidspunkt overtog Marys fars hus i Borgergade. Her fortsatte Mary med syning, omforandringer og reparationer, indtil hun var i 70 års alderen. For cirka fem år siden flyttede Mary til en ældrebolig ved Jerslev Plejehjem. Her får hun megen tid til at gå med at læse bøger, som hun får bragt fra biblioteket. Mary Gregersen glæder sig meget over sine børnebørn og oldebørn, hvis ve og vel ligger hende stærkt på sinde, ligesom hun kan glæde sig over sin datters hyppige besøg.