EMNER

90 år

Kristine Hansen
Kristine Hansen

¤Kristine Hansen, Lundergårdsparken 56, Hjørring, fylder i dag 90 år. Kristine eller "Stinne", som hun bliver kaldt, er den midterste i en stor børneflok på 13. Hun er født og opvokset i Rolighed ved Tårs, hvor forældrene, Albert og Nilsine Nielsen, drev gården Skrold, og hun gik på Fuglsang Skole. Efter konfirmationen kom Stinne ud at tjene. Gårdmadammerne var dog ikke lige flinke alle steder. Specielt ét sted blev hun udnyttet på det groveste. Fridage var der ingen af, mad heller ikke, og hun måtte gå sulten i seng. I 1941 tjente hun på Ås hovedgård. Der mødte og forelskede hun sig i karlen Nils Regnar Hansen. De blev gift i 1943. Den første datter var kommet til verden, og Stinne og Nils Regnar lod sig samme år fæste som fodermesterpar på Teglgården ved Klæstrup. De næste år og indtil 1959 voksede familien med fem piger og tre drenge, ialt otte børn. Stinne var den, der dannede rammen om hjemmet. Hun arbejdede hårdt, de første år både ude i stalden og inde. Hun stod ikke alene for alt det praktiske, men også for al omsorgen og plejen omkring børnene. Regnar var en dygtig og arbejdsom mand, men han var en rastløs sjæl, så deres liv sammen har stået på mange flytninger. I 1976 slog parret sig til ro i Hjørring. De bosatte sig i en lejlighed og fik kolonihavehus. I 1992 mistede Stinne sin elskede mand efter længere tids sygdom. Stinne bor stadig i Hjørring i en skøn lille lejlighed i Lundergårdsparken. Stuen er fyldt med billeder, som rummer minder fra et langt liv. I den lille stue hænger også billeder af de 23 børnebørn, 40 oldebørn og fire tipoldebørn. Stinne er stadig frisk. Hun elsker at få besøg, at få en lille sludder, drikke en kop kaffe, få et spil femhundrede og et glas kirsebærvin. To gange om ugen tager hun på dagcentret, hvor hun maler, synger, spiller kort og hygger sig. Hun klarer sig selv i store træk, men får lidt hjælp til rengøring og indkøb. Indtil for et halvt år siden lavede hun selv al sin mad. Nu får hun den fra centralkøkkenet. Som hun siger: "Jeg har lavet mad nok nu". Og det har hun. Hun har bagt, syltet og henkogt til mange munde. Hun fremstiller dog stadig hjemmelavet hindbærmarmelade. Den kan man ikke købe, så den smager, som den skal.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden