Nørresundby

90 år

Poul Eriksen, Hüttel Sørensens Vej 129, Vodskov, fylder tirsdag 90 år.

Poul Eriksen

Poul Eriksen

Poul Eriksen er født i Nørresundby og kom efter skolegang på Skansevejens Skole i malerlære og opnåede bronzemedalje for sin svendeprøve i 1941. Som 25-årig blev han selvstændig. Malerfirmaet voksede til at være Aalborg-områdets største og beskæftigede på et tidspunkt 70 medarbejdere og havde afdelinger i Nørresundby, Hjørring og Aarhus foruden en specialiseret industrilakeringsvirksomhed i Hjallerup. Med sin faglige dygtighed og sit udadvendte væsen ledede Poul Eriksen firmaet frem til 1990. På trods af den travle forretning påtog Poul Eriksen sig en lang række tillidsposter. Han var bl.a. bestyrelsesmedlem i Nørresundby Haandværkerforening og indtil for et år siden formand for repræsentantskabet. Trods indfødt sundbynit meldte han sig også ind i Aalborg Haandværkerforening og blev i 1980 medlem af foreningens repræsentantskab. Syv år senere blev han foreningens formand og bestred posten i fem år og fortsatte derefter i repræsentantskabet frem til april i år - i flere perioder som dets formand. I Poul Eriksens formandsperiode flyttede Aalborg Haandværkerforening fra Erhvervenes Lokaler i Odd Fellow Palæet til det nyindrettede Håndværkerhuset i Kattesundet, hvis tilblivelse han også engagerede sig i. I dag er Poul Eriksen æresmedlem af de to håndværkerforeninger samt Aalborg og Nørresundby Malerlaug og Lions Club. Som 15-årig meldte Poul Eriksen sig ind i atletikklubben AIK Aalborg og blev en talentfuld mellemdistanceløber, men i 1940 kastede han sig over orienteringsløb og debuterede i 1951 på landsholdet. Som et af Nordjyllands kendte sportsnavne oplevede han i 1952 den ære at løbe en strækning med den olympiske flamme på vej mod OL i Helsingfors. Poul Eriksen er stadig i vigør og deltager aktivt i foreningslivet. Han dyrker også fortsat gymnastik og holder sine håndværksmæssige talenter vedlige gennem løbende forbedringsopgaver på landstedet i Trudslev ved Løkken.