EMNER

90 år

¤ Karen Thurøe Hansen, fhv. folketingsmedlem, Stjernholmsgade, Horsens, fylder onsdag 90 år. Det er en åndsfrisk kvindernes kvinde, der byder på pindemadder, når tidligere folketingsmedlem Karen Thurøe Hansen (K) trakterer ved sin 90-års fødselsdag i sit hjem i Horsens. Den tidligere næstformand for den konservative folketingsgruppe lagde gennem sine 25 år som aktiv politiker et stort engagement i forbedring af børn og kvinders forhold i det moderne samfund. Fra 1979-1989 var hun landsformand for Konservative Kvinder i en politisk karriere, der startede i KU i Kolding i 30¿erne, mens hun tog sin handelsuddannelse. Karen Thurøe opnåede siden 12 år i Horsens Byråd og blev i 1970 valgt ind i Folketinget for De Konservative, hvor den vellidte kvinde gennem 17 år fik adskillige tillidsposter under partiformændene Poul Møller, Erik Ninn-Hansen og Poul Schlüter. Medlem af Nordisk Råd, formand for tilsynsrådet for Det Kongelige Teater, FN-delegeret og formand for Grønlandsudvalget er blot nogle af de poster, som Karen Thurøe Hansen har opnået efterfulgt af flere verdensomspændende rejser og en aktiv indsats i bekæmpelsen af øjensygdomme. Og selvom synet nu er begyndt at svigte Karen Thurøe selv, har det politiske engagement stadig sit faste tag i hende og hendes 92-årige mand og livsledsager Peter Thurøe Hansen. Han læser grundigt avisen højt, så de begge får en daglig indsigt i livet på Christiansborg. Tonen mellem politikerne er dog efter Karen Thurøes overbevisning blevet alt for barsk i dag. /ritzau/