90 flygtninge i 2016

Udvalgsformand forventer større tilstrømning af flygtninge næste år

Eskild Sloth Andersen. Arkivfoto <i>Kim Dahl Hansen</i>

Eskild Sloth Andersen. Arkivfoto Kim Dahl Hansen

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND:Brønderslev Kommune er blevet tildelt en flygtningekvote på 90 personer til næste år.

Det er udlændingestyrelsen, der fordeler flygtningene mellem de danske kommuner, og styrelsen forventer foreløbig, at der kommer 12.000 flygtninge til Danmark i løbet af 2016.

- Det er ikke svenske eller tyske forhold, men vi ved jo ikke helt, hvor det ender. Der kommer mange ind over vores grænser, og jeg tvivler på, at tallet holder, siger Eskild Sloth Andersen (S), formand for beskæftigelsesudvalget.

Udvalget blev orienteret om 2016-flygtningekvoten på sit seneste møde, men tallene er foreløbige og kan blive justeret senere.

Brønderslev Kommune har budgetteret med 114 flygtninge i 2016, så kvoten er reduceret med 24.

Den uventet store flygtningetilstrømning i år, har givet Brønderslev Kommune merudgifter på 10 mio. kr., som kommunen dog fortsat håber på at få staten til at dække.

Derimod er det ikke noget uoverstigeligt problem at finde boliger til flygtningene her i kommunen.

- Jeg tror nok det skal lykkes at finde boliger til de flygtninge, der kommer næste år, siger Eskild Sloth Andersen.

- Men vi er nok ved at komme til den konklusion, at der er ved at være nok udlændinge i Brønderslev by, og at vi skal se på, om vi kan finde boliger til flygtninge i oplandsbyerne.

I Flauenskjold bor en gruppe flygtninge i det gamle plejehjem, og det ser kommunen som en stor succes.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.