900.000 kr. til voldsoffer

I september 2007 blev en kvinde efterladt livløs i Nordsalling efter vold på Mors

Forleden fik en nu 37-årig svært handicappet kvinde tilkendt maksimal erstatning på 903.855,17 kr. Kvinden boede i Sejerslev på Mors, da hun i september 2007 blev gennembanket på det grusomste af syv personer, der ligesom kvinden færdedes i narkomiljøet på Mors. Efter voldshandlingen blev kvinden efterladt livløs i Vile i Nordsalling. Advokat Gunhild Stausholm-Møller, Thisted, blev kvindens bistandsadvokat, og under nævningesagen i Viborg og senere i Vestre Landsret procederede Gunhild Stausholm-Møller for, at den voldsramte kvinde skulle have lovens maksimale erstatning på 120 procent. - Forsvaret for de voldsdømte procederede for, at da kvinden på gerningstidspunktet manglede tre fingre, så kunne der ikke blive tale om en erstatning på 120 procent, forklarer Gunhild Stausholm-Møller. Spørgsmålet om erstatning blev udskudt til erstatningsnævnet for voldsofre, da retten ikke så sig i stand til at behandle dette sagskompleks. Gunhild Stausholm-Møller udtrykker tilfredshed med, at den nu 37-årige hårdt medtagne kvinde har modtaget det maksimale beløb for erstatning. - Det er toppen, lyder det fra advokaten. Hun tvivler på, om den voldsramte kvinde får glæde af erstatningen. Kvinden opholder sig på et plejehjem nær Vejle, og det er næsten umuligt at få kontakt til hende. Kun hendes øje vidner om, at kvinden er i live.