Skolevæsen

900 fulgte skoledebatten

Borgere fra hele kommunen mødte op til sidste runde i Thy Hallen i aftes

For sidste gang blev de mange bannere og protestskilte fra efterårets hede skoledebat luftet i aftes, da byrådet tog endelig stilling til den kommende skolestruktur på et ekstraordinært byrådsmøde i Thy Hallen. Stort set samtlige godt 900 siddepladser var optaget, og der var også folk, der stod op bag tribunerne, alle mødt frem i forventning om at få svar på, hvordan fremtiden vil blive for netop deres bys skole eller børnehave. Fra Vorupør kom forældre, pædagoger og lærere i en fælles bus for at overvære byrådsmødet, som med skolebestyrelsesmedlem Charlotte Justesens ord var "lidt for spændende". Både børnehavens og skolens fremtid stod på spil. Forældrene fra Tilsted Skole var synlige i grønne t-shirts, og fra Tømmerby-Lild Skole og Sennels Skole kom de med bannere og gule skilte. - Nogle vil gå herfra og være tilfredse. Andre vil være frustrerede, spåede borgmester Lene Kjelgaard Jensen i sine indledende ord, før debatten gik i gang. Et af byrådsmedlemmerne måtte dog forlade sin stol, allerede inden det første punkt kom til behandling. Erik Bøgh Nielsen blev nemlig af et flertal i byrådet erklæret inhabil i hele sagen om skolestrukturen.