Brønderslev

9000 breve sendes ud til arbejdsgivere

Fire borgmestre skriver til alle virksomheder i Vendsyssel for at få hjælp til at oprette flere lærlingepladser

Borgmestrene Arne Boelt og Lene Hansen underskriver brevet, som direktør Neil Jocbsen, EUC Nord sørger for kommer ud til 9000 virksomheder i de fire vendsysselske kommuner. Borgmestrene Lars Møller og Mogens Gade er medunderskrivere.Foto: Bent Bach

Borgmestrene Arne Boelt og Lene Hansen underskriver brevet, som direktør Neil Jocbsen, EUC Nord sørger for kommer ud til 9000 virksomheder i de fire vendsysselske kommuner. Borgmestrene Lars Møller og Mogens Gade er medunderskrivere.Foto: Bent Bach

VENDSYSSEL:9000 virksomheder i Vendsyssel får på onsdag et brev med en opfordring til at oprette flere praktikpladser for lærlinge.

Brevet er underskrevet af de fire borgmestre Arne Boelt (S), Hjørring, Lars Møller (V), Frederikshavn, Lene Hansen (S), Brønderslev og Mogens Gade (V), Jammerbugt, og hensigten er at nå ud til alle virksomheder i de fire kommunen med et budskab om, at situationen er alvorlig med at få uddannet faglært arbejdskraft.

- Vi har her et meget stort og påtrængende problem, som ikke bare er at finde flere praktikpladser. Om tre år mangler vi faglært arbejdskraft, og hvis ikke vi virksomheden selv medvirker til at uddanne håndværkere, så kommer vi i den situation, at flere virksomheder henter udenlandske håndværkere. Som borgmester er jeg interesseret i at borgere i Brønderslev kan tjene penge og betale skal i kommunen. Udenlandske arbejdere lægger ikke indtægter hos os samtidig med, at vi har forpligtelser overfor arbejdsløse, der ikke har nogen uddannelse, understreger Lene Hansen.

Mangler 2700 faglærte

Ifølge en rapport fra Beskæftigelsesregion Nordjylland vil Vendsyssel om få år mangle 2.700 faglærte medarbejdere, og det er stort set indenfor alle fag. Allerede nu er der begyndende mangel på elektrikere og i vvs branchen.

350 praktiksøgende

EUC Nord står for udsendelsen af brevene, og den store erhvervsskole har 350 elever, som er praktiksøgende. Heraf er 125 i øjeblikket i skolepraktik, mens resten er på grundforløbet i deres uddannelse.

- Det her brev kan ikke stå alene. Efterfølgende inviterer vi mestrene til et arrangement på EUC Nord. Vi skal have vredet flere praktikpladser ud af det. Og for det tredje skal vi have lavet en brandingsprofil, som blandt andet fortæller om, hvad en håndværker tjener, forklarer Arne Boelt.

Manglen på praktikpladser kan være en årsag til, at EUC Nord til august får 200 færre elever, der starter på erhvervsuddannelserne.

Dermed er det kun 18,8 procent af en ungdomsårgang, som starter på en håndværkeruddannelse efter sommerferien. Tallet er historisk lavet, og de fire borgmestre kalder situationen for en katastrofe.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.