911 fylder fyrre

Jubilæet markeres med specialmodel, der får premiere på Frankfurt-udstillingen

Porsche 911 kan i år fejre sit 40 års jubilæum. Modellen så dagens lys på IAA (Internationale Automobil Ausstellung) i Frankfurt i 1963. Også dengang var grundstammen i bilen en sekscylinderet Boxermotor. Den var dog kun på 2.0 liter og set med dagens briller var ydelsen beskedne 130 hk men på den tid ganske voldsomt, og bilens præstationer er selv i dag langt fra dårlige. 0-100 km/t blev nået på 9,1 sek. og topfarten var 210 km/t. Faktisk er det et rent tilfælde, at modelbetegnelsen blev 911. Bilen skulle egentlig have heddet 901, men Peugeot havde rettighederne til alle tre-cifrede talkombinationer med et nul i midten. Brochurerne og hele markedsføringskanonen var ellers påtrykt navnet 901, men i hast blev den nye Porsche døbt om til 911. 911'eren skabtes i en tid, da de færreste så noget galt i at have motoren hængende ude på den "forkerte" side af bagakslen. Det var jo også tilfældet hos mange af tidens kompaktbiler, som VW, NSU, Fiat, Renault og Hillman. På de første modeller gjorde den tunge hækmotor dog, at forenden var for let. Kunderne klagede over en let sejlende kørestil. I første omgang blev problemet løst ved at anbringe en støbejernsklods på 11 kilo i hver ende af forreste kofanger. Også Targa-versionen var med næsten fra starten. Det særlige Targa-tag blev et begreb, som med den kraftige, veldesignede styrtbøjle kombinerede den åbne vogn med sikkerhed - hvis bilen skulle vende på hovedet. Altså fast styrtbøjle, fast bagrude, men med sommerligt, aftageligt tag. Motorvarianter var der også en del af. I efteråret 1964 kom den berømte 911 S med 160 heste. S-modellen fik i august 1968 benzinindsprøjtning, og effekten voksede yderligere til 170 heste. Derefter havde man efterhånden nået grænsen for, hvor meget man kunne pine ud af en to-liters motor til gadebrug og slagvolumen blev øget til 2.195 kubikcentimeter - og 180 heste. Samtidig blev aksalafstanden øget en anelse - med 5,7 centimeter. Motorerne fik yderligere en tand i 1971 og blev til 2.341 kubikcentimeter og 190 heste, og nu var Porschen for alvor oppe i superbilklassen med en tophastighed på 230 km/t. Siden er det bare gået hurtigere og hurtigere, hvilket den ny 911 Turbo Cabriolet er et lysende eksempel på. Porsche fejrer 911 modellens 40 år jubilæum ved at præsentere en jubilæumsmodel på Frankfurt Motor Show i september. Det er den almindelige baghjulstrukne Porsche 911 Carrera, der danner basis for jubilæumsmodellen, men affjedringen er endnu mere sportslig og udstyrsniveauet højere. Den tilbydes udelukkende i den GT-sølvmetallic-version, som ellers tidligere har været forbeholdt den 612 hestes Carrera GT. Jubilæumsmodellen er, udover farven, kendetegnet ved de kæmpe luftindtag i kofangeren, de polerede 18'' fælge samt de ovale udstødningsrør. Motoren har en slagvolumen på 3,6-liter og yder 345 hestekræfter, hvilket er 25 heste mere end seriemodellen. Det giver jubilæumsmodellen en 0-200 kilometer i timen-acceleration på blot 16,5 sekunder, hvilket slår seriemodellen med et sekund. Topfarten er på 290 kilometer i timen, hvor seriemodellen siger stop ved 285. Den produceres i nøjagtig 1.963 styk, og prisen i Danmark bliver omkring 2.1 mio.kroner.