92-heltene tror på ny dansk EM-sensation

EM-guldvinderne fra 1992, Richard Møller Nielsen og Kim Vilfort, tror på en ny dansk sensation.

92-heltene tror på ny dansk EM-sensation

Chancen for dansk EM-guld er ikke så stor, men den er bestemt til stede. Sådan siger to af guldheltene fra 1992, når de bedømmer det nuværende landsholds chance for at skabe en ny sensation.

Kim Vilfort scorede målet til slutresultatet 2-0 i EM-finalen for 20 år siden, og han tror på en overraskelse igen.

- Hvis danskerne kan komme videre fra puljen, som jeg såmænd godt tror, de kan, så er det jo knald eller fald-kampe, og så kan det meste jo ske, siger Kim Vilfort.

- De skal spille for den chance, der er. Den er ikke så stor. Det var den heller ikke for os dengang. Men det lykkedes alligevel, forklarer Vilfort.

Brøndbys talenttræner har fulgt Danmarks sejrsmarch i EM-kvalifikationen, og det er spillet fra de kampe, som skal frem igen, før det kan lade sig gøre.

- Danmark sad fuldstændig på kampene mod Norge og Portugal i EM-kvalifikationen. Hvis vi slår Portugal, så er vi allerede et pænt stykke af vejen videre i puljen, mener Vilfort.

Den daværende landstræner Richard Møller Nielsen er også optimistisk, efter at have set Danmarks 2-0-sejr over Australien i sidste weekend.

- Jeg tror i hvert fald, vi kan præstere et rigtig godt EM. Jeg havde lejlighed til at se kampen i Parken i lørdags. Jeg mener - nok modsat mange andre - at der var mange gode takter i det, vi så, siger Richard Møller Nielsen.

Og som han nøgternt konstaterer før lørdagens kamp mod Holland:

- Skal vi være europamestre, så skal vi kunne vinde over dem alle sammen.

Richard Møller Nielsen peger på kanterne i begge sider med Michael Krohn-Dehli og Simon Poulsen i venstre og Dennis Rommedahl og Lars Jacobsen i højre som gode våben.

- Og puljen er ikke sværere, end den var i 92. Og senere slog vi også Holland og Tyskland. De har nogle gode spillere, men de må også kun være 11 på banen ad gangen. Så det er jeg ikke så bange for.

- Holdet er efterhånden blevet godt. De er godt sammenspillet og har dygtige trænere. Jeg føler, at jeg har noget at have min optimisme i, insisterer Richard Møller Nielsen.

Danmarks første skridt mod sensationen - kampen mod Holland - fløjtes i gang lørdag klokken 18.

/ritzau/