Arbejdsløshed

93 færre står uden et arbejde

Atypisk situation i Brønderslev

BRØNDERSLEV:På et år er der blevet 93 færre uden job i Brønderslev. Det kunne erhvervschef Bente Albeck-Madsen med tilfredshed konstatere på handelsstandsforeningens morgenmøde. Ved seneste opgørelse var 775 uden job, mens der i foråret 2002 var 868, der ikke havde et job. - Det er imod tendensen, konstaterede Bente Albeck-Madsen. Hun er ikke i tvivl om, at det er Brønderslevs force, at der i kommunen er mange små og mellemstore virksomheder. - Det er de store, der er ramt, oplyste Bente Albeck-Madsen. Ledighedsprocenten i Brønderslev er 8,4, mens den i nabokommunen Pandrup er 11,6. Brønderslev har også lavere ledighed end Aalborg. På det seneste er metal-industrien og byggefagene hårdt ramt af ledighed, ligesom også en del ingeniører er kommet til at stå uden et arbejde.