Løkken

9362 kroner indsamlet

- Det var en utrolig flot indsats af de 14 indsamlere, der efter morgenbord, sponsoreret af Løkken Sparekasse, gik rundt i Løkken by og bragte ikke mindre end 9.362,75 kr., ind til Kræftens Bekæmpelse ved foreningens jubilæumsindsamling. Det siger kampagneleder, Gerda Frøstrup, fra Kræftens Bekæmpelse i Løkken. Gerda Frøstrup oplyser, at pengene går direkte til kræftforskning, støtte til patienter og pårørende og ikke mindst forebyggelse af kræft. - Vi er meget stolte af dagens resultat, og det var vores oplevelse, at danskerne er utrolig gavmilde og ønsker at støtte vores arbejde. Vi var endda ude for, at en af vore indsamlere fandt en kuvert med teksten " til Kræftens Bekæmpelse" hæftet på en hoveddør, hvor familien ikke var hjemme. - For beløbet, der er kommet ind, vil vi gerne sige mange tak. Vi er til eksamen en gang om året, og det er altid spændende at se, hvordan danskerne vurderer vores arbejde. Og med dette resultat kan vi være godt tilfredse - vi har bestået, siger en tilfreds Gerda Frøstrup. Indsamlerne fortæller, at de blev godt modtaget, og at der var mange, der gav pæne beløb. Der var også en del, der ikke blev truffet hjemme. Der var imidlertid også nogle af dem, der blev besøgt, der tilkendegav, at de hellere for tiden vil støtte ofrene for Iran-krigen.