94 gange rundt om jorden

AALBORG:Der var helt sikkert overraskelse og glæde i 2.c på Mellervangsskolen i går. Claus Hansen, næstformand i Dansk Cyklist Forbund, kiggede forbi, for at overraske klassen med, at de havde vundet cyklistforbundets klassedyst på to hjul. Alle landets skoleelever kunne deltage - og 70.000 elever cyklede tilsammen 94 gange rundt om jorden. De 22 elever i 2.c kan nu se frem til et to dages ophold på Rønbjerg Feriecenter, som belønning for at de cyklede i alt 190 dage. Dansk Cyklist Forbund arrangerede kampagnen Alle Børn Cykler for at inspirerer børn til at bruge cyklen mere i hverdagen. Omkring 40 procent af landets skoleelever cykler normalt til skole, men i de deltagende klasser trådte 90 procent af eleverne med. De cyklede i gennemsnit otte en halv dag ud af 10 mulige. Hver cykeldag gav et lod til den landsdækkende lodtrækning, som altså blev vundet af 2.c. I øvrigt deltog i alt 15 klasser fra Mellervangskolen i Alle Børn Cykler. Aalborg Kommune er den kommune i landet, der har haft flest deltagere med i Alle Børn Cykler. I alt 1961 aalborgensiske skoleelever talte cykeldage. Odense havde 1927 deltagere, mens Esbjerg ligger nummer tre på listen med 1620 deltagere. Det var anden gang, atDansk Cyklist Forbund arrangerede Alle Børn Cykler.