Aalborg

95 år

Carl Laurits Dreisler, købmand, Ida Maries Vej 8, Aalborg, fylder lørdag 95 år.

Carl Dreisler

Carl Dreisler

Carl Dreisler er grundlægger af Dreisler Storkøb imperiet, der voksede fra et par småbutikker til et milliardforetagende med en halv snes storkøbsforretninger fra Herning i syd til Frederikshavn i nord. Carl Dreisler, der oprindelig er fynbo, var i ni år inspektør i den landsdækkende Palma-kæde, der i 1950 ønskede at afstå sine butikker i Sæby og Aalborg. Dem købte Carl Dreisler og hans hustru Inger med ganske få tusinde kroner på lommen. Butikkerne var kun på 24 kvadratmeter hver, og konkurrencen var hård. Der var mange småkøbmænd dengang, og ikke mindst i Sæby var det svært, idet andre købmænd via deres grossister søgte at boykotte den nye konkurrent. Markedsføring var dengang ikke så almindeligt, så der blev heller ikke set med milde øjne på Dreislers rabatordninger og hurtige slagtilbud. Men kunderne strømmede til, og i 1953 kunne Dreisler etablere sin tredje forretning - i Randers. Butikkerne voksede støt. Flere blev tilkøbt og eksisterende udvidet. Flere hundrede ansatte blev det til i de kommende år. I 1955 sluttede Carl Dreislers bror, Hans-Erik Dreisler sig til, og sammen drev brødrene Dreisler Storkøb A/S indtil Hans-Erik Dreislers død i 1999. Hans søn, Michael Dreisler, overtog ledelsen, og i 2001 afstod Carl Dreisler sin halvpart i familieforetagendet og har ikke siden haft noget med selskabet at gøre. For fem år siden afhændede Michael Dreisler det gamle familiefirma til Dagrofa, en dansk gigant inden for dagligvarer. Carl Dreisler mistede sin kone for ni år siden. Han bor fortsat i villaen på Ida Maries Vej, hvor fire døtre voksede op, og han tilbringer fortsat sommeren på lystejendommen ved Hune. Så sent som i efteråret var han med familien på rejse til Afrika. Siden 1950 har Carl Dreisler været medlem af Odd Fellow.