Skagen

95 år

Lydia Elvira Bjørndal Madsen, Højensvej 20, Gl. Skagen, Skagen, fylder onsdag 95 år.

Lydia Madsen bor stadig i eget hjem, hvor hun klarer sig med lidt hjemmehjælp. Siden 2001 har hun boet alene, efter at hendes mand døde. Hun er meget positiv og glad og har en god humor. Hun går op i selv at se pæn og ordentlig ud, og hendes helt store interesse er kvindehåndbold. Lydia havde i over 30 år kiosk i Gl. Skagen, hvor hun solgte souvenirs, aviser, blade, bøger, is og slik. Hun åbnede kiosken til påske og lukkede igen sidst i august hvert år. Hun nød at være i kontakt med mange mennesker, og hun kendte alle de faste turister. Om vinteren var hun fuldtids hjemmegående og passede mand og fire børn. Lydia er født i Harre ved Skive, men har boet i Gl. Skagen i ca. 68 år. Hun har været rigtig dygtig til at strikke og hækle og har altid været meget flittig og arbejdsom. Fødselsdagen fejres i hjemmet.