EMNER

96 dræbte maoistiske oprørere efter kamp med soldater

Kathmandu, lørdag /ritzau/AFP Hårde kampe med regeringssoldater har kostet 96 maoistiske oprørere livet i Nepal. Ligene af 96 maoistiske oprørere blev lørdag vist frem til nepalesisk tv efter et stort slag mellem oprørerne og regeringssoldater vest hovedstaden Kathmandu. - Dette er et stort tilbageslag for oprørerne, sagde en hærofficer til tv-stationen, der rapporterede, at alle dræbte var medlemmer af de maoistiske oprørere. Stationen sagde, at tre regeringssoldater var omkommet under kampene, der fandt sted sent torsdag. Fredag sagde en talsmand for regeringshæren, at mindst 50 oprørere var dræbt under kampene, som fandt sted i Rukun distriktet. Ved siden af de dræbte oprørere viste tv-stationen store mængder våben, som oprørerne angiveligt skal have været i besiddelse af. De maoistiske oprørere har tilkæmpet sig kontrol med store områder af Nepal under deres kamp for at omdanne det nepalesiske kongedømme til en socialistisk stat og fjerne kong Gyanendra fra magten. Det anslås, at op mod 11.000 mennesker er omkommet under maoisternes opstand mod kongedømmet siden 1996. Situationen i Nepal blev tilspidset 1. februar, da kong Gyanendra opløste det folkevalgte parlament og indførte nødretstilstand. /ritzau/AFP