EMNER

977,6 kilometers byfest

Høstfest i Tårs skulle gerne blive en tradition

TÅRS:Det kunne vel ikke være mere rammende, da bandet Sigfreds Fodvarmere satte i med nummeret "Så tager vi cyklerne frem" ved den store Høstfest og Open by Night i Tårs fredag aften. For 30 tilmeldte cyklister i den unge alder hoppede på sadlerne, og så blev der ellers kørt 977,6 km på to timer i det særlige sponsorløb. Det er arrangeret af idrætsforeningen TUI's håndboldafdeling, og med sponsor-kilometerne er der nu kommet i alt 38.200 kr. ind til afdelingen via 46 sponsorerende firmaer samt en række privatpersoner såsom forældre og bedsteforældre til de cyklende børn. Efter løbet var der præmier fordelt på hhv. børn over og under 12 år, og også præmier for f.eks. flest kørte km eller flest indtjente cykelpenge. Og snart kan det hold med flest antal tilmeldte cyklister se frem til en hyggelig fest i Tårshallen betalt for de indkomne penge fra TUI Håndbold. Tårs' butikker havde åbent til ud på den sene aften, og så var der stjernekoncert med den kendte Heidi Lund Jensen fra "Stjerne for en aften". En afslutning med stort festfyrværkeri satte prikken over i'et. Så alt i alt kan arrangørerne Tårs Borgerforening og Tårs Erhvervsforening kun være tilfredse. - Vi vil gerne skabe en tradition, og derfor er det ikke helt tilfældigt, at det hedder Høstfest by Night. Næste år er det måske et andet tema, men festen og Open by Night skulle gerne blive en tradition, siger formand for Tårs Borgerforening, Marianne Harpsø.