98 procent af danskerne tager afstand fra spritkørsel

Personer, der kører spritkørsel, bliver hårdt fordømt for deres lovovertrædelse, mener specialkonsulent.

98 procent af danskerne tager afstand fra spritkørsel

Den danske landsholdspiller Nicklas Bendtners popularitet bliver sandsynligvis mindre, efter at han er blevet taget for spritkørsel med en promille på 1,75.

En undersøgelse, som Epinion har lavet for Rådet for Sikker Trafik og Trygfonden, viser nemlig, at 98 procent af danskerne tager afstand for spritkørsel.

Og ifølge specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik, Pernille Ehlers, bliver der ikke set med milde øjne, hvis en person kører spritkørsel. Og hvis du er kendt, gør det ikke sagen bedre.

- Hvis det er nogen, som er kendte, som gør det, er det noget, som virkelig bliver hårdt fordømt i forhold til alle mulige andre ting, som man kunne finde på ude i trafikken, siger hun og understreger, at hun ikke har kendskab til den konkrete sag om den danske landsholdsspiller.

Natten til søndag blev 25-årige Nicklas Bendtner taget for spritkørsel i det centrale København, og der har været massiv kritik af angriberens opførsel i såvel aviser som på sociale medier.

Helt generelt mener Pernille Ehlers, at unge har en tendens til at tage chancer, de egentlig ikke burde.

- Unge omkring 18 og 24 år ved godt, man ikke må. Men den viden bliver nogen gange overtrumfet af overblikket. De kommer til at tage nogle risici, som de egentlig godt ved ikke er særlig smart, men nuet får dem til at gøre det alligevel, siger hun.

Specialkonsulenten tror ikke, at unge, som ser op til profilerede personer, vil gøre ligesom dem.

- Generelt ved unge godt, at spirituskørsel er noget rigtig skidt, og at man ikke skal gøre det, siger Pernille Ehlers.

I undersøgelsen fra Epinion siger 98 procent af 1010 adspurgte danskere, at de finder spritkørsel uacceptabelt eller meget uacceptabelt.

81 procent af de 1010 adspurgte personer siger, at de er opmærksomme på, om nogen i selskabet har drukket for meget til at køre bil.

Over halvdelen siger desuden, at det er sandsynligt eller ligefrem meget sandsynligt, at de vil stoppe andre fra at køre, hvis de har drukket for meget.

Tal fra Vejdirektoratet viser, at 2262 personer har mistet livet eller blevet kvæstet i en trafikulykke, hvor der har været mindst én spirituspåvirket fører, i løbet af de sidste ti år.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.